nyheder-banner-nyt

Evaluering af TA. Service A/S IQ-kørestol med baghjulstræk og vekselvirkende siddepude

Hej TA-service

1

Forleden rundede jeg 1000 kørte kilometer i min næsten nye IQ-stol, færdigleveret i august. I den forbindelse har jeg fundet det passende, at evaluere mit køretøj, der er min helt uundværlige følgesvend fra morgen til aften.

Som leverandør skal I selvfølgelig have en tilbagemelding på mine oplevelser med IQ-stolen.....udviklingen af kørestole skal jo helst ikke gå i stå :)

Evalueringen er I dog også meget velkommen til at dele med andre. Måske er der nogle, som godt kan bruge lidt bruger feedback, når de selv skal til at overveje ny el-stol – det kunne jeg i hvert fald godt.

"12 km. i timen henover brostene på Holmen er ikke et problem. Med den fart dropper jeg ofte Metroen eller kassebilen, tager kørestolen og får frisk luft i stedet for"

2

I 16 år har jeg med stor tilfredshed kørt Roltec el-stole. Desværre har stolene ikke haft nogen aktiv affjedring og de mange stød op igennem hagestyringen, har givet mig ømme gummer, revnet læber og med årene en tilbage skubbet fortand.

Det var derfor med en vis spænding, jeg i sommer satte mig i IQ-stolen, med aktiv affjedring på alle fire hjul, i form af støddæmpere og fjedre.

Sikke en oplevelse. Det stod med det samme klart, at affjedringen giver helt andre muligheder for kørsel på ujævne overflader og passage af høje kanter, uden de irriterende slag på munden. Det lidt gyngende sæde virker for mig.

Jeg valgte, at fejre den nye køreoplevelse, med en 22 km. trille-tur fra Amager til mine forældre i Herlev. En tur het uden problemer og med min hjælper på cykel, så hage-speederen kunne trykkes i bund........en rigtig god frihedsfornemmelse.

"Når vi sejler, giver affjedringen efter for de hårde stød bølgerne sender mod skroget. En behagelig og duvende fornemmelse for kroppen – lidt som terapi"

Min IQ-stol er leveret med baghjulstræk, gyro funktion og vekselvirkende siddepude. Jeg kan ikke tale for eller imod baghjulstræk, da jeg aldrig har prøvet andet. Alligevel vil jeg lige nævne, at de forholdsvis små forhjul nemt tager en mindre kantsten, og sammen med gyro funktionen leverer de en rolig og retningsstabil kørsel – selv når jeg kører med høj fart.

3

"Der findes sikkert mange gode kørestole, men den her dækker virkelig mine behov. Vigtigt, for kommunen giver næppe en anden"

Med en høj rygmarvsskade, mangler jeg balancen, og kørestolsryggen er derfor nød til at være høj og omslutte siderne af overkroppen. Ikke det bedste udgangspunkt for visuelt at fremstå mere som person end maskine.

Icon ryggen som jeg har fået monteret, klarer alligvel begge udfodringer......synes jeg. Med skuldrene frie og stabilt polstret plastic ved ribbene, sidder jeg godt, selv ved en del sideværts krængning – og stolen virker ok diskret alligevel.

4

Teknikken og displayet til styring af benstøtter, ryglæn, sædevip og sædeløft fungerer godt, og opleves dejlig overskueligt på min IQ-stol. Når jeg færdes på bådbroer, er det virkelig betryggende
med en køremenu, hvor der nemt kan vælges køreprogram med blød opstart, lav fart og svinghastighed.......mangler bare en holder til fiskestangen.

Når jeg eksempelvis har brug for overblik i køkkenet, møde gående i øjenhøjde eller tager til koncert, er det rart, at stolens kraftig løftesøjle – ligesom på elevationsborde – stille og roligt gør mig op til 30 cm. højere. I fuld højde opleves stolen heldigvis også stabil.

"Kørelyset er LED-pærer, der kaster en lang og skarp lyskegle foran kørestolen. Trygt på de mørke stier hvor motionsløberne på afstand tror, at man er et rumskib"

Min nye kørestols special tilpasninger, såsom aftaglige skulder- og hovedstyr, svingbare armlæn, rygsækkroge og 230V strømudtag, er blevet opmålt, delvis fremstillet og alt sammen monteret hos TA. Service A/S.

Det har krævet et par hyggelige besøg hos firmaet i Tappernøje, at få alle tilpasninger på plads. Turene er givet godt ud, da jeg altid oplever god service, og aldrig bliver ladt i stikken med en halv færdig eller defekt kørestol. Også befriende, at man kan sige sin mening og bliver hørt, når en løsning føles forkert.....det er rigtig vigtigt.

Min vekselvirkende TA siddepude, får lige et afsnit for sig selv. Fra 2006 til november 2016 har jeg uafbrudt døjet med ophelingen af to siddesår, forårsaget af en hård bækkenstol. Ophelingen var så godt som gået i stå - nærmest kronisk tilstand, manglende ca. 5% -, da jeg i august fik monteret TA's vekselvirkende siddepude i min nye IQ-stol.

Uden at ændre på andet end siddepuden, blev jeg tre måneder senere erklæret sår fri af Bispebjerg Sårhelings Center. En udvikling som jeg bestemt tilskriver den nye pude, der lige siden har holdt min bagdel hel og uden mærker. Puden kan jeg kun anbefale.

Efter de første 1000 km., har jeg endnu ikke haft behov for at få justeret eller repareret på IQ-stolen. Det er end ikke blevet til en punktering på mine luftfyldte bagdæk med indlæg. God kvalitet eller tilfældigt held ved jeg ikke, men stolen står som ny.

Eneste lille anmærkning på IQ-stolens "tilstandsrapport", er lyden fra motorlejerne, som er blevet højere med tiden..... dog ikke generende.

"Måske er jeg lidt påvirket af forårssolen og at Lyngby ligger til bronze, men jeg er oprigtig begejstret for de tekniske løsninger, min nye kørestol rummer, og håber andre oplever det samme"

Der er ingen tvivl om, at mit skifte til IQ-stolen har givet mig øget livskvalitet og færre bekym-ringer om helbredet. Selvom en anden ny kørestol måske kan levere det samme, er jeg bare rigtig glad for mit valg af kørestol – og kommunens accept deraf.

Som det gælder for film anmeldesesprogrammer, vil jeg også runde min samlet bedømmelse af IQ-stolen af med uddeling af små kørestolspictogrammer. Min gode oplevelse af IQ-stolen, kombiner-et med den fine service og en fantastisk vekselvirkende siddepude, udløser fem ud af fem kørestole til TA. Service A/S fra mig i denne omgang.

De bedste hilsner
Anders Lehmann

Se hele nyheden her